A STUDY 003 / Piece 01

Der er en særlig form for skuffelse forbundet med at tage en smuk sten med hjem fra stranden. I vandet står dens farver dybe og levende, fulde af lys og spil. Men når stenen tørrer, forsvinder noget af dens særlige udtryk. Sarah Emilie Müllertz har samlet på sådanne sten gennem mange år. Det, der fascinerer hende, er både det, der bliver tilbage, og det, der forsvinder: mindet om farver og mønstre, som kun den, der engang samlede stenen op, har set.

Da hun blev inviteret til at skabe en personlig skat, vendte hun tilbage til en af disse sten.

Stenens form blev udgangspunktet for en lille æske, først tegnet i hånden, siden modelleret, printet og til sidst udført i sølv. Materialevalget føles næsten uundgåeligt. Sølv har noget af vandets karakter over sig – køligt, reflekterende og næsten flydende. Men i modsætning til stenen begynder sølvet at bære præg af tiden, når det bliver en del af hjemmet. Det oxiderer. Det får ridser. Det optager fingeraftryk og spor efter berøring.

Æsken åbner sig og afslører et lille rum med plads til noget personligt, som man ønsker at holde for sig selv. På den måde har Müllertz skabt en skat med to indre rum: det fysiske, som kan rumme en genstand, og det, der eksisterer i erindringen og kun kendes af dens ejer.